Scandic har gennemført 170 afskedigelser på tværs af sin danske organisation.

(Foto: Scandic)

Det er den massive, negative påvirkning på forretningen som følge af COVID-19, der tvinger Danmarks største hotelkæde til afskedigelserne

Det er COVID-19-situationens negative påvirkning på forretningen, der tvinger Scandic til afskedigelserne. En stor andel af de i alt 170 afskedigelser rammer medarbejdere på de københavnske hoteller, der er hårdest ramt på indtjeningen.

I august var hotelkæden ude med en melding om kollektiv afskedigelse af 250 stillinger. Det tal er reduceret med 80 efter samtaler med tillidsrepræsentanter, arbejdstidsreducering samt frivillige opsigelser blandt medarbejdere.

”Coronakrisen har haft og vil fremadrettet have alvorlige konsekvenser for Scandic. Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at undgå opsigelser, men det var desværre ikke længere muligt. Vi har måttet sikre, at vi står så stærkt som muligt og har den rette organisering til at komme igennem det oprørte og usikre farvand, som ligger foran os. Vores tanker går til de værdsatte kollegaer, vi nu har taget afsked med. Jeg håber imidlertid og vil gøre alt for, at vi kan byde så mange som muligt velkommen tilbage, når efterspørgslen stiger og hotelbranchen og rejsemønstrene har stabiliseret sig,” siger Søren Faerber, Scandics administrerende direktør i Danmark.

Københavnske hoteller hårdest ramt

Det er Scandics københavnske hoteller, der har været hårdest ramt under Corona-krisen med uset lav efterspørgsel fra både forretnings- og fritidsrejsende. Eksempelvis har flere af Scandics hoteller med placering i det centrale København i løbet af sommeren oplevet belægningsprocenter på ned til fem procent mod 90 procent samme tidspunkt sidste år.

”København har som destination været ekstremt hårdt ramt blandt andet forårsaget af den politiske beslutning om først indførelse af ’københavner-reglen’ og derefter den hæmmende ’seks-nætters-regel’. Der er ingen tvivl om, at nogle af de afskedigelser, vi nu har gennemført, kunne have været undgået, hvis vi havde fået åbnet mere op for turister i København. Som branche er vi stadig i knæ, hvorfor vi fortsat opfordrer til, at politikerne undersøger alle løsninger, som kan hjælpe os med at komme igennem denne usete, kritiske situation,” slutter Søren Faerber.

Igennem Corona-krisen har Scandic haft op til 1000 medarbejdere hjemsendt på lønkompensation i håbet om et bedre efterår med stærkere efterspørgsel. Som det ser ud nu, bliver det ikke tilfældet. Videre har Scandic over flere måneder holdt en stor del af sine hoteller lukkede, som følge af den lave efterspørgsel henover foråret og sommeren. Først midt i august, er alle kædens hoteller åbnet igen.