Scandic gør det nemmere at booke flere ophold på en gang

Kør selv ferien kan nu nemmere tilrettelægges (foto Scandic Hotel)

Med ny funktion på hjemmesiden kan gæsterne booke op til fem ophold ad gangen

Med en stigende interesse igen i år for at holde ferie i Danmark, har Scandic nu gjort det muligt som den første nordiske hotelkæde at booke op til 5 ophold på samme tid, og fortsat at kunne ombooke eller annullere dele af bookningen. Det oplyser Scandic i en pressemeddelelse.

”Vi er vant til at kunne købe flere ting i en enkelt ordre, når vi handler online, og nu tilbyder vi muligheden for at gøre det samme med hotelværelser på Scandics hjemmeside. Det betyder, at du nu kan bestille hele kør-selv ferien på én gang inklusive et stop ved din svigermor undervejs. Det betyder også lettere planlægning og større fleksibilitet,” siger Anna Spjuth, Chief Commercial Officer hos Scandic Hotels. 

Med online multi-booking kan man nu på samme reservation booke op til fem forskellige hotelophold. Hvert individuelt hotelophold får sin egen bekræftelse, så det kan ombookes eller annulleres efter behov. Man kan booke sit ophold op til et år i forvejen på Scandics næsten 270 hoteller på 130 destinationer i Sverige, Norge, Finland, Danmark, Tyskland og Polen.