Pris til Villa Copenhagen to måneder efter åbning

Villa Copenhagen (Foto: Nordic Choice Hotels)

Under Ejendomsdagene i Danmark d. 10. september vandt Villa Copenhagen prisen for årets projekt

Prisen uddeles af Estate Media, og til stede for at modtage prisen på vegne af Villa Copenhagen, var Henrik Qvist-Jensen, administrerende direktør for Strawberrys ejendomsdivision.

– Det har været en lang vej, men vi er superstolte over at være i mål på trods af de nuværende omstændigheder, sagde Qvist-Jensen fra scenen.

Efter tre års renovering af det ikoniske centralposthus i København åbnede Villa Copenhagen dørene 1. juli i år. Det nye luksushotel er en del af Nordic Hotels & Resorts, og ejes af Varner-brødrene og Petter Stordalen, og sidstnævnte udtaler i en pressemeddelelse:

– Dette projekt står mit hjerte nært. Vi har brugt den bedste ekspertise i hver mindste detalje for at renovere bygningen, og resultatet er blevet helt unikt, fortæller han.

De sidste par år har den tidligere postcentral, der rummer over 100 års historie, gennemgået en enorm forvandling for at blive et luksushotel. Hotellet på 25.000 kvadratmeter rummer alt fra et 25 meter langt udendørs svømmebassin, opvarmet af overskudsvarme fra køleanlægget, og med udsigt over København til en 1200 kvadratmeter Hidden Garden på taget af Villa Copenhagen. Hotellet har eget brasserie, en cocktail- og vinbar, bager og designbutik.