Driften af Kokkedal Slot Copenhagen overdrages til nye forpagtere

Anne og Kasper Heebøll Harboe overtager forpagtningen pr. 1. juli

Anne og Kasper Heebøll Harboe overtager forpagtningen pr. 1. juli

Et nyt og stærkt makkerpar med stort kendskab til branchen, gode resultater i rygsækken og rødder i lokalområdet, er fundet til fremadrettet at drive hotel-, restaurant- og mødefaciliteterne på Kokkedal Slot Copenhagen i Nordsjælland. Dermed giver M. Goldschmidt Holding A/S stafetten videre på driftssiden, men fortsætter som ejer af slottet – og det er noget begge parter ser frem til oplyser M. Goldschmidt Holding A/S i en pressemeddelelse.

Stærkt makkerpar

For Anne & Kasper Heebøll Harboe er det en tilbagevendende drøm om at drive lige netop Kokkedal Slot Copenhagen, der går i opfyldelse. Sammen besidder parret over 40 års brancheerfaring fra ind- og udland og anses for at være et stærkt kort i kampen om at styrke turismeprodukterne og oplevelsesøkonomien i Hørsholm Kommune og Nordsjælland. Kasper Heebøll Harboe siger:

– Det er en helt fantastisk mulighed, der har budt sig. Vi kender stedet som vores egen lomme og har i årevis gået ture omkring slottet og drøftet dets enorme potentiale. Derfor slog vi også til med det samme, da muligheden for at ligge billet ind på driftsovertagelsen bød sig. Med sit smukke ydre og beliggenhed og sit stilfulde indre, der oser af klassisk slotsoplevelse med et nordisk tvist, er Kokkedal Slot Copenhagen helt unik, og vi glæder os rigtigt meget til, sammen med stedets ansatte, at arbejde videre med konceptet og visionerne herfor.

Kokkedal Slot Copenhagen har siden 2013 tilhørt M. Goldschmidt Holding A/S, som har været på udkig efter det helt rette match at afhænde driftsdelen til. Om den ny indgåede aftale fremfører koncernens adm. direktør, Søren Bjørn Hansen:

– Vi har stor tiltro til, at vi i Anne og Kasper Heebøll Harboe har fundet et professionelt makkerpar med en stærk historik og evnen og visionen til at videreføre Kokkedal Slot Copenhagens eksklusive koncept i en mere moderne udgave, uden at gå på kompromis med stedets høje kvalitetsniveau og den magi, der kendetegner det i dag.

Om de to nye forpagtere:

Anne Heebøll Harboe indledte karrieren som tjener på Radisson SAS Royal Hotel i Bruxelles og uddannede sig dernæst til Akademiøkonom med fokus på hotelledelse. Siden fulgte en del år hos Comwell hotels med ansvar for salg og konferencer. Dernæst en årrække som hoteldirektør i både København og Nordsjælland, inklusive som bestyrer af Tisvildeleje Strandhotel, indtil Anne og Kasper i 2016/17 sammen overtog driften af Hotel Bretagne i Hornbæk.

Kasper Heebøll Harboe er en erfaren hotelier og restauratør med over 25 års brancheerfaring. Kasper begyndte karrieren som vagtmester og receptionssupervisor på Plaza Hotel i København og

har masser af tjener og bartender erfaring fra tiden hos bl.a. Café Victor, Le Sommelier, Café Ketchup og Formel B. Senere fulgte spændende stillinger i hotelbranchen i bl.a. Frankrig og Thailand. Retur i Danmark, og inden renoveringen og overtagelsen af driften af Hotel Bretagne i Hornbæk, virkede Kasper som hotelchef på Schæffergården i Gentofte, og nu tilføjes også driften af Kokkedal Slot Copenhagen.